Lær at bruge smykker

Måske er du én af de mange danske kvinder, som har skrinet fuld af lækre smykker, men sjældent får dem brugt? Well, dine smykker skal bruges – de er ikke noget værd, hvis de hele tiden er gemt væk. Her er tre gode måder at få gang i en passiv smykkesamling:

  1. Opbevar dine smykker synligt – på et smykketræ eller i de oprindelige æsker på din kommode. Du er meget mere tilbøjelig til at tage dem på, når du kan se, hvad du har
  2. Brug smykker til hverdag – de er ikke kun til fest. Du kan sagtens have bære både perler og ædelsten til jeans og t-shirt.
  3. Eksperimentér med din smykkesamling – prøv noget nyt!

Der er mange måder at eksperimentere med smykker på; den lille smykkeudfordring vil helt sikkert øge kendskabet til dine smykker og dit øvrige tilbehør:

Du har stensikkert et par mørke velsiddende jeans og en enkel hvid t-shirt af god kvalitet, i en størrelse der klæder dig (hvis ikke bør du anskaffe dig dette imorgen).

Du har helt sikkert også en lille sort kjole (eller tilsvarende – måske er din brun, blå eller grå?) – en enkel upyntet sag, der ikke er længere end til knæene, og som sidder ordentligt til omkring barm, bag og talje. (Igen, hvis ikke du har sådan en kjole, skal du skaffe dig en nu.)

Disse to outfits er verdens mest enkle og samtidig brugbare outfit, fordi de er som et tomt lærred, hvorpå man med smykker, sko og andet tilbehør kan kreere et look, der egner sig til enhver lejlighed og ethvert humør.

Udfordringen er nu – hjemme i sikkerhed foran spejlet – at style dine jeans/t-shirt og din kjole med dine smykker og alt dit andet tilbehør, så det passer til følgende hypotetiske lejligheder:

  • Et kundemøde
  • En tur til stranden/havnen
  • Et cafébesøg
  • En shoppetur med en veninde
  • En storbyferie
  • En fin restaurant
  • En fest hvor der skal danses

Formålet er at få prøvet dine smykker og set på dem med nye øjne. Du kommer helt sikkert til at bruge dine smykker mere efter denne øvelse.

Samtidig finder du ud af, om du mangler noget i dit smykkeskrin, f.eks. nogle flere halsklæder, så du kan bære dem i lag på lag. Læs også hvordan du bedst matcher dine halskæder til dine udskæringer.